Klaps

Klaps er verdens førende backgammonhold, og det mest vindende gennem tiderne. Ingen har vundet mere end to DM-titler og en pokaltitel. Efter nogle års selvvalgt eksil rykkede Klaps tilbage til Elitedivisionen i 2008.

15 september, 2009

Nemo - Klaps 1-3

Efter en rigtig hyggelig fællesspisning for begge hold på den nærliggende Café Hekla gik turen ind gennem PusherStreet og ned til Nemoland. Hvis politiet siger, at deres indsats mod hashhandel virker, så har de nok ikke været forbi for nyligt.

Kampen startede på sædvanlig Nemo vis, ingen matchprotokol, flere spillere forsvandt nærmest på slaget 19.30 og der manglede et bræt… Men vi kom omsider i gang med kampene, hvor Nemos nye kaptajn Henrik havde sat sig selv på bænken og parret følgende spillere. Morten Holm - Asger Kring, Mads Andersen - Jes Bondo, Katja Spilum - Michael Bo og Kim Valeur mod mig selv.

Mads vandt relativt hurtigt over Jes som måtte indkassere sit første sæsonnederlag. 1-0 Herefter dukkede indtil flere supportere op først Anna Bondo, så Steen Søndergaard og til sidst Lars B, som alle blev vidne til en lille ydmygelse af Nemo her på deres egen bane, som de så ubeskedent kalder Bernabeu :-)

Min egen match mod Kim var fyldt med syge sving frem og tilbage, og da jeg mod enden af kampen forslog Kim at vi skulle spille resten UDEN de syge sving ville han ikke gå med til dette. Straffen blev, selvfølgelig et sygt sving der gik min vej. Ved stillingen 13-15 havde Kim doblet og var godt på vej til at vinde, men måtte give mig 55 fra baren. Jeg slog den 55, og selv derfra var jeg meget bagud i ræset. Det lykkedes dog i sidste hug at tage de sidste to mand af fra 5 punktet med en 33. 1-1

Katja havde bragt sig godt foran i matchen omkring 10-4 eller noget i den stil, men så kom Michael ind i en god lang stime som bragte ham foran 16-11. Herfra var det en smal sag at vinde matchen. 1-2 Godt gået af Michael, der de næste mange runder skal sidde over fordi hans arbejdsplads fremover vil være et sted i Indien. Vi vil nok, mest af hensyn til det globale klima, afholde os fra at flyve ham ind til kampene. Noget vi heller ikke har gode (resultatmæssige) erfaringer med fra sæsonpremieren.

Morten noterede sin egen match mod Asger, og det var noget der passede Asger rigtig fint. Jeg ved ikke hvad analyse sagde, men Morten holdt i hvert fald op med at notere i løbet af matchen og Asger vandt. 1-3 og vores anden sejr i sæsonen var hjemme. Jeg ved ikke hvorfor Morten holdt op med at notere, men jeg er sikker på at det var en klog beslutning.

I øvrigt tak til Nemo for at være så gæstfrie og altid byde på kaffe m.m. Man mærker tydeligt at betegnelsen gentlemansport tages seriøst her.

På torsdag er det så studenterne fra Lødig der skal i vridemaskinen, - vi glæder os til at byde dem velkommen på Den Franske Café. Ifølge deres hjemmeside stiller de op med Kedde, Taus, Sassan og Kjeldsen. Hvis jeg var dem ville jeg allerede begynde at ryste i bukserne nu, Klaps stiller nemlig som altid i stærkeste opstilling.