Klaps

Klaps er verdens førende backgammonhold, og det mest vindende gennem tiderne. Ingen har vundet mere end to DM-titler og en pokaltitel. Efter nogle års selvvalgt eksil er Klaps tilbage i Elitedivisionen, hvor flere titler venter.

31 oktober, 2006

DBPS – KLAPS

Efter en lang pause her på siden, hvor Klaps i mellemtiden har vundet Pokalturneringen og fået tilgang af adskillige friske kræfter til Klaps II er det tid til en stemningsrapport fra 7. runde af holdturneringen.

Billardturnering på en centerpub i Hørsholm, findes det større?
Der var endda en af gæsterne som havde fødselsdag, og det skulle, at dømme efter lydniveauet, fejres på Åkanden med dagens pilsnere nr. 15 til 25. De tre i det muntre selskab fik hurtigt selskab af en anden gæst; Peter, som til hovedpersonens store fortrydelse absolut ville stå i sin gulnede undertrøje og danse med en billardkø som mikrofon foran dennes kæreste. Det fik fødselsdagsbarnet til at trække Peter i nosserne, lige da han skulle sætte det afgørende stød ind i aftenens semifinale i billarsturneringen. Det lille nummer fik ham til at lave 10 gale i stedet for 8 gode, og resulterede i, at der var tæt på at kommer øretæver i luften, og at Peter tabte semifinalen i aftenens billardturnering i stedet for at vinde den.

På gammonbrætterne gik det sådan, at jeg selv fik sæsonens første sejr, Asger fik sine fjerde, mens Niels og Farlige Frank måtte se sig slået. Så det, der for 6-8 år siden kunne have været et topopgør i Elitedivisionen, men som nu var en midt/bund-opgør i 1.division øst, endte 2-2.

Hvis man skal drage nogen konklusion på aftenens forløb, må det være at DBPS (som ingen ved hvad står for) skal se at finde sig en ny hjemmebane. Men det ved de vist godt selv, for de indledte aftenen med at fortælle om hvor svært det er at finde et spillested i Hørsholm, som har åbent til mere en kl. 22 en torsdag aften. Men det er nu også meget forståeligt, når man ser hvordan lokalbefolkningen tér sig.